53 37 61 52gezens@gmail.com

Konference: Dialog mellem verdensopfattelser og Gülen-bevægelsen

 Dialog Forum var fredag den 25. marts 2011 medvært til en konference med titlen “Dialog mellem verdensopfattelser og Gülen-bevægelsen”. Konferencen blev afholdt på Københavns Universitet, og var arrangeret i samarbejde med Prof. Henning Bech ved Sociologisk fakultet Københavns universitet og ass. Prof. Mehmet Umit Necef ved Sociologisk fakultet Syddansk Universitet.

Programmet startede med en åbningstale ved Carsten Strøby Jensen – afdelingsleder for Sociologisk fakultet, Københavns Universitet. Jensen fremhævede i sin tale, hvordan oprigtig og innovativ dialog kan være ophav til samhørighed i lokalsamfundet og kulturel kommunikation.
På Dialog Forums vegne bød formand Sami Kucukakin velkommen. Han pointerede, at foreningen anser åben og konstruktiv dialog for at være den eneste mulighed for at forhindre polarisering i en globaliseret verden. Det blev fremhævet, at Dialog Forum med sine aktiviteter ønsker at bidrage til en verden, hvor viden er likvid og deling af denne foregår konstruktivt og produktivt – hævet over menneskelige begrænsninger.

Medarrangør Prof Henning Bech pointerede i sin tale med overskriften “Possibilities and limits of dialogue”, at dialog ikke bør defineres som synkretisme, syntese og gensidig forståelse – men bør rumme “åbenhed for den anden” og “gøre andre verdensopfattelser forståelige”.
Prof. Marcia Hermansen fra Loyola Universitetet i Chicago, USA fortalte i sin tale med overskriften “Introduction to Fethullah Gülen and Hizmet in the context of dialogue between worldviews” om Gülen og Gülen-bevægelsens syn på dialog og dennes rolle i den menneskelige sameksistens.

Fra Museum For Verdenskulturer i Göteborg deltog Klas Grinell, der i sin tale med overskriften “Border thinking and dialogue as contribution to scandinavian societies” lagde vægt på det kontroversielle i dialogen og dennes effekt på strømningerne i samfundet. Han beskrev “border thinking” ud fra det koncept, at det enkelte individ via veldefinerede opfattelser og perceptioner etablerer sine personlige grænser – og dialogen forgår ved at mødes ved hinandens grænser og udveksle viden og information.

Ass Proff. Safet Bektovic fra Center for Islamiske studier ved Københavns Universitet beskrev i sin tale med overskriften “Gülen’s Sufi Interpretation in a Modern World and the Actuality of Original Sufi Spirituality” hvordan spiritualitet og sufisme spiller en markant rolle i Gulens selvforståelse. Gulen definerer selv denne spiritualitet og sufisme indenfor rammerne af begrebet Tasavvuf hvor Profetens, hans ledsagers og store personligheder som Mavlana og Ghazallis levemåde spiller en central rolle. Gulen fremhæver således den indre dimension af mennesket frem for den mere institutionaliserede Sufisme i form af tariqat.

Martin Riexinger, ass. Prof. fra Religionshistorie, Århus Universitet beskrev i sin tale med overskriften “Dialogue activities in Germany and the contributions of the Gülen-movement”, hvordan Gülen-bevægelsen i Tyskland bidrager til dialogfremmende aktiviteter bredt i samfundet, både indenfor religiøse emner og sekulære emner.
Heiko Henkel, ass. Prof. ved Antropologisk fakultet, Københavns Universitet gav i sin tale med overskriften “Dialogue and the Muslim minority in Denmark” en meget livlig beskrivelse af, hvad dialog – eller manglen på samme, kan medføre – selv i en meget lokal og begrænset kontekst.

Med udgangspunkt i de undersøgelser han havde lavet i forbindelse med sin afhandling, gav Jens S. Jakobsen, MA ved Antropologisk fakultet, Københavns Universitet, en vurdering af “The Gülen-movement and the embedding of Turkish Islam in a Danish Context”. Jakobsen beskrev repræsentative holdninger omkring Gülen-bevægelsen i forhold til forskellige samfundsrelevante emner.

Medarrangør af konferencen ass. Prof. Mehmet Umit Necef ved Sociologisk fakultet, Syddansk Universitet redegjorde i sin tale med overskriften “Muslim immigrants and the role of being a victim”, hvordan grundideologien i Gülen-bevægelsen på en meget specifik måde eliminerer den mere gængse “offer-rolle”, og erstatter den med en mere produktiv rolle i harmoni med et basalt ønske i bevægelsen om at fremme aktivt medborgerskab og konstruktivt samfundsbidrag på individuelt plan.
Konferencens sidste tale blev afholdt af Mustafa Gezen, næstformand for Dialog Forum og MA i Religionshistorie, Københavns Universitet. Gezen fortalte i sin tale om de dialogfremmende aktiviteter, foreningen har fokus på. Han gav desuden et billede af Fethullah Gülens verdenssyn og beskrev, hvordan Dialog Forum i sine aktiviteter tager udgangspunkt i Gülen som inspirationskilde.

Konferencen var planlagt som et heldagsarrangement, hvor programmet var opdelt i fire sessioner afbrudt af kaffepauser og en frokostpause.
Pauserne blev livligt brugt til at praktisere dialogens elementer, da deltagerne fik rig mulighed for at diskutere forskellige emner fra talerne over en kop kaffe, lidt frugt eller en sandwich. Nye bekendtskaber blev etableret og gamle plejet.
Arrangementet blev afsluttet med en middag på Søpavillionen, hvor gæsterne fik mulighed for at bearbejde dagens højdepunkter under mere hyggelige forhold

Print Friendly
Top
Seneste indlæg
Kontakt os!

Har du et hurtigt spørgsmål? Hold dig ikke tilbage, skriv til os!