53 37 61 52gezens@gmail.com

Om Foreningen

Dialog Forum blev etableret i 2002 af unge nydanskere med tyrkisk baggrund. Initiativet udsprang af et ønske om en fredelig sameksistens på tværs af kulturer der skulle opnås ved at øge kendskabet og mødet med “den anden”.

Dialog Forum er siden gået fra at være en lille beskeden forening bestående af 5-6 aktive personer til knap 100 ildsjæle med vidt forskellige professioner og aldersgrupper. Med den stigende antal af frivillige, er der med årene til stadighed kommet flere og større arrangementer i hele landet. Samtidig har Dialog Forum gennemgået en udvikling til at arbejde mere specifikt med medlemmernes interesseområder som i dag er fordelt i 6 udvalg, som vi kaldte ‘platforme’. Endvidere har vi arrangeret flere succesrige kulturrejser til Tyrkiet som vi vil fortsætte med. I dag har Dialog Forum med sit virke og frivillige fra hele landet været inspirationskilde til etablering af søsterforeninger i Århus og Nordsjælland.

Flere ting har således ændret og udviklet sig over årene i Dialog Forum. En ting har dog altid stået fast – ønsket om dialog der kan bidrage til gensidig respekt og forståelse for at vi alle er ligeværdige mennesker. Som K.E. Løgstrup sagde, “mennesket først”.
Formål:
Dialog Forums formål er at tilbyde forskellige arrangementer der bidrager til at skabe dialog, forståelse og gensidig respekt. Vi ønsker at styrke dialogen mellem mennesker ved at man møder og taler med hinanden og heraf lærer af hinanden. Det kræver et åbent sind og et ønske om at nedbryde fordomme. Og det kræver en interesse for at lytte og lære og at man respekterer hinanden. Det ser vi som naturligt da vi alle har et fælles udgangspunkt, og det er intet mindre end det at være et menneske.

I Dialog Forum har vi som menneskesyn, at vi accepterer og respekterer alle på trods af religiøse, kulturelle og politiske overbevisninger. Vi ved at det er nemmere at forstå en, der tænker og tror som en selv, hvorimod der ligger en udfordring i at acceptere en med anderledes holdninger og synspunkter. Men vi tror på at vi via dialog kan afkræfte hinandens fordomme, der bygger på manglende viden. Vi anser dialog for at være en særdeles afgørende faktor i et velfungerende samfund – fri for fordomme, tabuer og beskyldninger der stigmatiserer en mindre/større gruppe af mennesker. Når man er engageret i dialog befinder alle sig på samme plan der understreger, at ingen religion, ideologi el. folkeslag er mere værdifuld end et andet. For vi er alle mennesker!

I Dialog Forum er vi også af den overbevisning, at dialog ikke betyder at gå på kompromis med ens kultur eller religion, men derimod at arbejde hen imod at skabe en fælles platform, hvor de forskellige kulturer og religioner i et samfund kan mødes og herigennem åbne op for forståelse og mangfoldighed, som vi betragter som en berigelse for ethvert samfund.

Print Friendly
Kontakt os!

Har du et hurtigt spørgsmål? Hold dig ikke tilbage, skriv til os!